Den gamle kejserby.

Hue er den gamle kejserby, og er som sådan spækket med historie og seværdigheder. Steder som den forbudte by, kejsernes mausoleer, Duftenes Flod (Perfume River) og berømte pagoder, gør byen til et velbesøgt sted .

På de fotos der findes af kongebyen fra tiden før 1947, kan man virkelig se, hvor storslået den gamle kejserby oprindeligt var.
Desværre blev det meste af den bombet synder og sammen under franske styrkers forsøg på at genvinde kontrollen med Vietnam efter at Ho Chi Minh havde erklæret landet som en uafhængig folkerepublik ved anden verdenskrigs afslutning.
Franskmændene genvandt kontrollen med store dele af landet, men det var som bekendt kun en stakket frist. I 1954 sejrede de vietnamesiske styrker over de franske i det berømte slag ved Dien Bien Phu, hvorved deres tid i Indokina fik en ende og borgerkrigen mellem nord og syd Vietnam istedet eskalerede og det der kaldes den 2. Indochina krig startede (med Amerikanerne som en af hovedaktørerne)

Det kejserlige bibliotek og læsesal var den eneste bygning i den forbudte by som ikke blev beskadiget under franskmændenes bombardement i 47 og senere af Amerikanerne, da den Vietnamesiske befrielseshær forskansede sig derinde under Tet offensiven i 68.

Man kommer til Hue enten med fly, tog eller turistbus. Fra Hanoi tager turen med bus eller tog typisk 16 timer og kan være en ret anstrengende løsning, men især busserne er en billig mulighed. Afhængigt af hvilket selskab man benytter koster transporten typisk 8-12 $. Mellem Hue - Hoian - Nha Trang er selskabet Hanh Cafe bedst, med store nyere a/c ikke-ryger busser. Fra Nha Trang til Dalat - Saigon er Dalat Tocerco suverænt bedst og nord for Hue er busserne mere eller mindre lige gode/ringe uanset hvilket selskab man bruger. TM Brothers/Camel tour har dog det ringeste rygte lige nu (2005).
Hvis man har råd, bør man flyve fra Hanoi til Hue eller omvendt, pris ca. 60$/enkeltbillet.
Hurtigtoget koster ca. 35$ for en soveplads.
Togbilletter kan normalt kun købes i den by, hvor man afrejser fra, og er billigst hvis man selv henter dem på stationen. Hoteller og rejsecafeer er kendt for at tage en kraftig kommission på lige netop togbilletter.
Til Hoian tager turen kun nogle få timer, og er en meget smuk tur op gennem Hai Van passet. Priser fra 3-4 $. Man skal være opmærksom på at de fleste selskaber stopper for sightseeing flere steder, og at disse naturligvis tager længere tid - typisk 5 timer. De hurtige busser der ikke stopper undervejs afgår kl. 14 og er fremme ca. 17.30.

Indgangen til en af de sidste kejseres mausoleum.

Fra Hai Van Passet.

På Thien Mu pagodens område står stadigvæk den Austin som blev brugt af en munk da han i 1963 kørte til Saigon for at brænde sig selv ihjel i protest mod den daværende præsidents forfølgelse af landets buddhister.

Hvis man er historisk interesseret kan der bruges mange dage på templer, pagoder, mausoleer, museer osv.  Og hvis man er ønsker at se DMZ (den tidligere demilitarisere zone, som adskilte Nord og Syd Vietnam) kan dette også gøres på en dagstur fra Hue. Som en del af denne tur besøger man bl.a. tunnelsystemet ved Vinh Moc, hvor en hel landsby gravede sig ned i årevis og passede deres marker om natten, når bombardementerne over DMZ stilnede af. Man bør ikke lide af klaustrofobi, hvis man gerne vil med guiden ned i tunnelerne, da dette tunnelsystem ikke er modificeret, således at turister nemt kan færdes der, som det er tilfældet med de mere kendte Cu Chi tunneler udenfor Saigon.
Stranden ca. 10 km fra Hue er ikke værd at skrive om, sammenlignet med mange andre strande i Vietnam,
Ikke mindst på grund af de ret ubeskriveligt grådige cafeejere og sælgere derude.

Fra Thien Mu pagoden

Indtil for nyligt var standarden for lokalbusser i midt Vietnam disse - tilsyneladende uopslidelige - Renault "minibusser" fra 50'erne, men i dag er de nærmest forsvundet som dug for solen.
Der kom i 2003 en ny lov der forbød transport af betalende kunder i vogne der var mere end 20 år gamle, så dem der ikke er blevet hugget op kører nu rundt i Laos i stedet.
Transportstandarden er blevet mærkbart bedre i Vietnam, bilfabrikkerne har haft gyldne tider (vi laver 11 forskellige mærker i Vietnam, bl. a. Mercedes og Ford) - og sikkerheden er ikke blevet ringere af det - men lidt nostalgisk bliver jeg alligevel når jeg kigger på dette billede fra år 2000 fra den ene af de 2 store busstationer i Hue.